Royal Unibrew kan nu sætte gang i etableringen af et nyt rekreativt landskab i Faxe, efter at lokalplanen for området er blevet godkendt. Det kommende naturområde placeres på virksomhedens arealer ved hovedkontoret i Faxe og bliver et åbent, grønt område for både borgere og besøgende. Det indrettes med stier, opholdsrum og beplantning, der skal invitere til både ro og aktivitet.
Lokalplan vedtaget i byrådet
Planerne blev vedtaget af byrådet den 30. april 2026 og fremgår af det offentliggjorte referat på kommunens hjemmeside.
“Vi har holdt til i Faxe i 125 år og har dermed en stærk tilknytning til byen. Vi vil gerne bidrage til lokalsamfundet med et grønt naturområde, som vi håber, byens borgere får lyst til at bruge,” siger Louise Palsten, landechef i Royal Unibrew Danmark. Hun fortæller samtidig, at området får en formidlingsdimension.

Nikolines Have som historisk formidling
Et centralt element i projektet bliver “Nikolines Have”, som er opkaldt efter Nikoline Nielsen, der i 1901 grundlagde Faxe DampØlbryggeri på samme matrikel, hvor Royal Unibrew i dag har sit hovedkontor og største produktionsanlæg. I haven vil besøgende kunne få indblik i bryggeriets historie samt de urter og ingredienser, der indgår i produktionen. Der etableres blandt andet højbede med afgrøder og urter til ølbrygning, herunder maltbyg, humle og forskellige bær, samt frugttræer og blomstrende buske. Gennem skiltning og formidling kobles naturen direkte til bryggeriets håndværk og historie.
Overskudsjord og miljøhensyn
Projektet realiseres ved brug af overskudsjord fra Royal Unibrews bygge- og anlægsprojekter i forbindelse med en nylig udvidelse af virksomhedens lokale lagerfaciliteter. Ifølge virksomheden lægges der vægt på en transparent proces og en ansvarlig håndtering af jorden i overensstemmelse med gældende miljøkrav. Målet er at udvikle området med respekt for landskabet og med fokus på både naturhensyn og rekreativ værdi.

Fokus på ansvarlighed
“Vi er meget opmærksomme på at udføre projektet på en ansvarlig måde, både i forhold til miljø, myndigheder og de lokale borgere. Faxe er en vigtig del af vores historie, og det er afgørende for os, at det også kan mærkes i det, vi bygger og udvikler. Naturområdet og ikke mindst Nikolines Have er tænkt som et sted, der kan bruges af alle,” siger Louise Palsten.
Adgang til området vil ske via den eksisterende stiforbindelse ved parkeringsområdet ved Royal Unibrew på hjørnet af Faxe Allé og Egedevej samt fra Industriparken, hvor der anlægges en mindre parkeringsplads.
Royal Unibrew forventer, at området åbner for offentligheden til sommer.
